Fragtfri levering i hele Danmark ved køb over 1000 DKK.

Sådan maler du loftet

Lofterne er et ret så vigtigt element i din bolig. Selvom vi ikke går og kigger direkte på lofterne, er det nogle meget store flader, og de er i høj grad med til at skabe det færdige udtryk i rummet.


Der findes mange typer lofter og endnu flere måder at behandle dem på.  Vi gennemgår her hvordan du får et smukkere loft, fortæller hvordan du kan dække skjolder fra f.eks. nikotin eller gamle fugtskjolder.


Trælofter


Trælofter er et populært valg i mange danske boliger, og med den rigtige behandling er det både smukt og hyggeligt.  Du kan male, lakere eller ludbehandle loftet. Mange vælger at lysne loftet, men du kan også bevare træets naturlige udseende og blot give træet en behandling der holder det smukt og velplejet. Det er vigtigt at du bruger indendørs træpleje produkter som f.eks. Trip Trap serie, for du må ikke bruge almindelig, udendørs træbeskyttelse indenfor.


Før du maler:


Inden du maler, bejdser eller lakerer dine trælofter, skal de støvsuges(!), der kan nemlig samle sig store mængder støv og spindelvæv i trælofter, også selvom det ikke kan ses. Herefter skal loftet vaskes med Trip Trap Træ-rens. Tobaksbelastede flader kræver meget omhyggelig rengøring for at undgå skjolder. Træet skal være helt rent og tørt. Hvis der er harpiks på træet, fjernes det med cellulosefortynder.


Sådan maler du trælofter:


Knaster i træet grundes med Knast Lak 2 - 3 gange evt. matslibes.


Til trælistelofter kan du bruge Trip Trap Panelhvid, der giver loftet en blød, varm og hvid farve.  Og så kan den fåes i 3 dækningsgrader, alt efter hvor hvidt du ønsker loftet. Du får det flotteste resultat, ved at male to gange med færdigmalingen.


Hvis du ønsker at bevare træets naturlige udseende, og bare give det en behandling så det ser flot og velplejet ud, kan du bruge Panellak. Det betyder, at den tørrer hurtigt, at den er lugtsvag og nem at arbejde med. Den modvirker at træet gulner og er ellers stort set usynlig. Se farve- og opstrøgsprøver i Sadolin Farveland butikken, for at finde den behandling du synes bedst om.


På et tidligere lakeret loft skal du afprøve, om den nye behandling kan hæfte på den gamle. Lav en prøve på et mindre synligt sted. Når lakken er gennemtør, kan du prøve at kradse i overfladen med en negl, eller sætte er stykke kraftigt tape på og flå det af i ét ryk. Hvis der sidder lak på tapen, er det tegn på, at den ikke hæfter tilstrækkeligt og at du derfor skal slibe før du giver den nye behandling. Hvis loftet er skjoldet eller på anden måde i dårlig stand, bør du vaske og slibe det ned, indtil du igen kommer ned til det rene friske træ.


Påfør lakken med en korthåret pensel og husk at stryge i træets længderetning. Du skal hele tiden male vådt i vådt. Det betyder, at du skal have så meget lak i penslen, at du hele tiden kan føre lak fra det våde område og over i det tørre. Ved overlapninger skal du gnide efter med en tør pensel, uden maling, så overlapningen ikke tørrer op som en ekstra hvid plet.  Gør trælisterne færdige på langs i hele rummets længde, og mal kun 2-3 stykker ad gangen. Det er vigtigt at komme ind i alle revner og sprækker. Det nemmeste er at bruge en pensel, men du kan i nogle tilfælde bruge en malerulle.


Gips og pudsede lofter:


Hvis du både skal male vægge og loft, er det smartest at starte med loftet, det minimerer beskæringsarbejdet ved kanterne. Dæk gulvet af med afdækningsplast eller -pap. Hvis du bruger aviser, kan du risikere, at tryksværten smitter af og efterlader mærker rundt om på gulvet.


Før du maler:


Nikotinskjolder eller fedtpletter afvaskes grundigt med Sadolin Grundrens og efterfølgende med rent vand. Efter vandet er dampet af, skal du grunde på og omkring skjolderne med Sadolin Isolergrunder. Lad loftet tørre 24 timer og gentag behandlingen, hvis skjolderne slår igennem.


Revner og ujævnheder udfylder du med Sadolin Sandspartel. Dybe revner spartles ud, over flere omgange. Det er bedst at bruge en bøjelig spartel. Når spartelmassen er halvtør, kan du udjævne kanterne med en fugtig svamp. Når spartelmassen er tørret op, slibes med sandpapir korn 180. Hvis du har spartlet store områder, skal det først grundes med Sadolin Grunder Puds og Beton.


Sådan maler du gips eller pudsede lofter:

For at vurdere den gamle malings kvalitet, skal du starte med at finde ud af, om loftet smitter af. Det kan du gøre ved at stryge med hånden eller en mørk klud over den gamle maling. Hvis farven smitter af, skal loftet først afvaskes. Større flager og løs maling fjernes med en spartel.


Du skal først male med en pensel langs med lofts- og stukkanten. Hvis du kun skal male loftet, kan du bruge bredt afdækningstape. Mal 3-5 cm ind på selve loftet. Hvis du bruger pensel, skal du bruge et godt lag maling for at undgå striber. Mal kun et stykke ad gangen, og rul over med med rullen, inden malingen tørrer op.


Til de store loftsflader er det bedst at bruge en malerulle. For at fordele malingen bedst muligt, skal du male med et jævnt tryk. Du skal også huske at male i samme retning over hele loftet. Ligesom med vægmaling, skal du sørge for at have godt med maling på rullen. Det gør arbejdet både nemmere og hurtigere. De fleste lofter skal males to gange for at få et pænt og ensartet resultat. Mal anden gang efter 2-3 timers tørretid.


Det er hårdt for nakke og skuldre at male lofter. Invester i et solidt forlængerskaft (teleskopskaft) til malerullen, det gør arbejdet mindre hårdt for nakken, og sparer dig måske endda turen op og ned af stigen. Hvis du har meget højt til loftet, kan du overveje at leje et ministillads.


TIP: Sørg for at have et par gode arbejdslamper i rummet, og brug dem til at tjekke om der er 'helligdage'. Det gør du ved at tjekke glansen i våde maling, efter den er rullet på.